PDF Udskriv

Familiecoaching i et systemisk perspektiv

Det er familien som samlet system, der er i centrum for familiecoachens arbejde. Med Albatros’ 1-årige uddannelse til familiecoach bliver du klædt på til at kunne facilitere og understøtte en proces, hvor familien kan (gen)finde sine ressourcer og sætte dem i spil som en velfungerende og sund familie med den særlige udfordring det er at have et handicappet barn.

Formål
Formålet med uddannelsen er at give deltagerne et solidt teoretisk og praktisk fundament til samt træning i at arbejde coachende med børnefamilier med et handicappet barn. Der sættes særligt fokus på at arbejde med relationer, sprog, kommunikation og refleksion samt en anerkendende og understøttende tilgang til disse familier.

Uddannelsens indhold
Uddannelsen gennemføres med 10 dages undervisning over 6 moduler, heraf 4 x 2 dage og 2 x 1 dag. Derudover indlægges 5 træningsdage, hvor deltagerne dels arbejder med læringsmakker og dels arbejder i netværksgrupper med konkrete temaer fra egen praksis og drøfter litteratur. Desuden skal deltagerne i praksis coache ”deres” familier i 4 x 2 timer i løbet af uddannelsen.

Uddannelsens teoretiske temaer vil bl.a. have fokus på:

  • Meningsskabelse, nysgerrighed og uærbødighed
  • Skabelse af nærvær og kontakt
  • Relationer og forbundethed
  • Kontekst, refleksion og cirkularitet
  • Sprog og kommunikation
  • Anerkendende og værdsættende coachingformer
  • Spørgsmålstyper og neutralitet
  • Univers- og multiverstænkning og handlingsdomæner
  • Menings- og handlingskoordination (Coordinated Management of Meaning)
  • Følelser som sociale–sproglige konstruktioner
  • Individuel coaching og gruppecoaching
  • Reflekterende team

Målgruppe
Uddannelsen er målrettet dig, der som fagprofessionel, f.eks. leder, konsulent, vejleder, rådgiver eller tilsvarende, allerede arbejder med at udvikle børnefamiliernes relationer og ressourcer. Forudsætningen for at blive optaget på uddannelsen er en relevant faglig baggrund (pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut, psykolog o.l.), samt at du har mulighed for at arbejde med familiecoaching i praksis via egen arbejdsplads.

 

Kontakt Albatros for yderligere information



 
Vestergade 41
8000 Århus C
Tel: 8618 5755
info@albatros.dk