Fakta USA

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til USA.
  • Sprog Engelsk
  • Hovedstad Washington DC
  • Indbyggere 324 mio.
  • Religion Kristendom
  • Valuta Amerikansk dollar
  • Areal 9.833.517 km2

Værd at vide

Pas og visum

Hvis du er statsborger i Danmark, skal du ikke have visum til USA, hvis opholdet i USA er kortere end 90 dage (amerikanerne kalder det Visa Waiver Program). Alligevel er der en række formaliteter, der skal være i orden inden afrejsen.

1. Tjek, at dit pas er gyldigt i mindst seks måneder efter hjemrejsedatoen fra USA.

Kopi af dit pas (kun fotosiden) skal indsendes til Albatros Travel, så vi kan sende de nødvendige oplysninger til flyselskabet.

2. Udfyld indrejsepapirerne på nettet via ESTA (Electronic System for Travel Authorization) på hjemmesiden www.esta.cbp.dhs.gov. Det koster USD 21, som betales med et kreditkort. Systemet svarer hurtigt, om indrejse er godkendt, eller det er nødvendigt at søge om visum. Godkendelsen er gyldig i to år. Sidste frist for udfyldelse af indrejsepapirer via ESTA er 72 timer før afrejse, men få det gjort snarest. Hvis kravene er opfyldt, behøver du kun at medbringe gyldigt pas og nummeret på den såkaldte ESTA-godkendelse. Afgivelse af oplysninger til ESTA samt rigtigheden af disse påhviler alene dig som rejsende, og manglende eller mangelfuld afgivelse af oplysninger kan i værste fald føre til afvisning ved check-in og dermed tab af rejse.

OBS: Der findes bureauer, der via deres hjemmesider tilbyder ESTA-registrering mod et ekstra gebyr på USD 60. Hvis du vil undgå dette, skal du sikre dig, at du vælger ESTA’s officielle hjemmeside (www.esta.cbp.dhs.gov).

Du kan læse mere om ESTA og om at udfylde indrejseformularen på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa-esta

Vær opmærksom på, at hvis du rejser med børn, skal børnene have hver sit pas. Børn indskrevet i forældres pas accepteres ikke.

Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.

Paskontrol
Paskontrol i USA fungerer normalt særdeles effektivt og hurtigt, selv om der er scanning af fingeraftryk og fotografering af iris.
Toldregler
Vær opmærksom på, at det er forbudt at indføre frugter, grønsager, planter, visse frø og fersk kød til USA.
Tidsforskel
USA er normalt 6 timer efter dansk tid på Østkysten (f.eks. New York) og 9 timer bagefter i Californien (kan variere ved skift til og fra sommertid). Den store tidsforskel kan bevirke, at du bytter om på nat og dag i den første tid i USA. Tving dig selv til at følge amerikansk tid, så overvindes tidsforskellen hurtigst.
Transport i USA
Busser i USA er af god standard. Alle busser har naturligvis aircondition. På nogle rundrejser i USA flyver vi de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.
Prisniveau i USA
En hovedret inkl. salat/suppe og tilbehør koster 80-120 kr. inkl. drikkepenge på en almindelig restaurant. Forvent 250-500 kr. på de finere restauranter. En øl eller et glas vin koster 25-50 kr. serveret på en restaurant eller en bar. En almindelig kop kaffe koster ca. 10 kr., mens en cappuccino koster 15-20 kr. hos f.eks. Starbucks. Det er langt billigere at køre i taxa i USA end i Danmark.
Drikkepenge

I Danmark er vi vant til, at regningen inkluderer betjening. Men sådan er det ikke i USA. Servicepersonalet i USA er lavt lønnet, og de er afhængige af drikkepenge. Måske derfor er betjeningen i USA oftest bedre end i Danmark. På restauranter skal man altid give 15 % i drikkepenge, hvis man er tilfreds med betjeningen. Vær dog opmærksom på, at nogle restauranter – ofte de finere – lægger service charge på regningen, og så skal der ikke gives drikkepenge. Fastfoodrestauranter som f.eks. McDonald's har ingen betjening, og der skal derfor ikke betales drikkepenge.

Også amerikanske lokalguider og buschauffører forventer i løbet af rejsen at modtage en vis sum drikkepenge. Vi anslår et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende.

Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.

Valuta og kreditkort
Det er rart at have et lille beløb i amerikanske kontanter med på rejsen. Amerikanske dollars kan købes i Danmark i nærmeste bank. Du kan også blot medbringe dit kreditkort – MasterCard og Visa er mest udbredt i USA – så er det muligt at hæve kontanter i dollars allerede i lufthavnenes hæveautomater, der kaldes ATM (Automatic Teller Machines). Det er muligt at betale med kreditkort stort set overalt i USA, og ellers er der en hæveautomat i nærheden.
Elektricitet
Amerikanerne bruger stik med meget brede, flade ben. Køb et adapterstik i lufthavnen, eller køb det allerede nu i forretninger med el-udstyr. I USA bruger man kun 110-115 volt, men normalt fungerer barbermaskiner, hårtørrere og opladere til mobiltelefoner, kameraer o.l. fint. I øvrigt er der normalt hårtørrer på hotelværelserne.
Telefon og internet

I USA fungerer ældre dualband-mobiltelefoner ikke. Det skal være triband-mobiltelefoner, som også de fleste danskere benytter. Det er forholdsvist dyrt at benytte sin mobiltelefon i USA, og det er smart at købe taletidskort – prepaid phone cards – til de internationale opkald.

Ved opkald fra USA til Danmark trykkes: 011-45 + det ottecifrede danske nummer. De fleste hoteller – men ikke alle – har trådløst internet, hvis du selv medbringer computer eller iPad. Desuden har de fleste hoteller computere, der kan lejes eller lånes gratis af hotellets gæster.

Drikkevand og hygiejne
I USA kan man drikke vandet fra vandhanerne. Hygiejnen på restauranter og hoteller er på niveau med den danske.
Morgenmad
Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel sammenlignet med den danske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er continental, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og brød med smør og marmelade.
Takt og tone
Amerikanerne går næsten altid praktisk og afslappet klædt. Kun på arbejdspladser kan der være en vis uniformering. For turister er alt tilladt, når blot man har tøj på. Vær dog opmærksom på, at finere restauranter kan have en såkaldt dress code, hvor mænd er iklædt jakke og slips, og kvinderne kommer i kjole eller nederdel.
Rygning
Rygning på offentlige steder bliver mindre og mindre velset i USA, og mange stater har indført skrappe restriktioner. De fleste hoteller har rygeforbud, og det giver en bøde, hvis man ryger på et røgfrit hotelværelse. Under al flyvning, tog- og bustransport er der rygeforbud. Der er dog ofte afmærkede områder i togene, hvor rygning er tilladt.

USArejser

  • New York, New York - Start spreading the news!

    En eventyrlig rejse til en af verdens mest fascinerende og pulserende storbyer. ”Start spreading the news, I'm leaving today…”

    4,5
    • 05-09-2024
    • 7 dage
    • 13.998,–
    fra København
  • De svingende Sydstater med Texas & Louisiana

    Oplev en magisk rejse gennem Texas og Louisiana, fra JFK's mindesmærke i Dallas til New Orleans' pulserende jazz.

    • 16-09-2024
    • 10 dage
    • 19.998,–
    fra København
  • Solskinsstaten Florida

    11 dages historie, kultur, oplevelser, sol og sommer i amerikanernes foretrukne paradis: Solskinsstaten Florida

    4
    • 24-11-2024
    • 11 dage
    • 21.497,–
    fra København
  • USA – Østkystens højdepunkter

    Philadelphia, Washington, New York, Boston, New England og Niagara Falls – historie, storbyer og stor natur med et smut til Canada

    4,3
    • 13-09-2024
    • 11 dage
    • 23.998,–
    fra København