Rejs til Athen

En garvet slagter svinger øksen over huggeblokken, lystige gademusikere puster liv i klarinetterne og snu kræmmere skubber gang i salget med deres gennemtrængende sandpapirsstemmer. Udenfor de travle markedshaller er der livlig trafik op til marmortemplerne og de store historiske seværdigheder på den solbeskinnede Akropolisklippe. Ferie i Athen.

Store nye sportsstadions, nyopførte hoteller og varehuse, strømlinede sporvogne der skyder over nye skinner og fashionable metrostationer med oldtidsrelikvier i skinnende montre. Siden de olympiske lege i 2004 kom hjem til byen, hvor de moderne olympiske lege blev skudt i gang i 1896, har Athen forsøgt at komme af med et ry som en lidt beskidt og ramponeret storby og træde i karakter som international metropol i trit med det 21. århundrede. Byen der allerede i antikken var et attraktivt turistmål har med opmærksomheden lokket nye turister til, men det er fortsat oldtidens monumenter, der er genstand for den største interesse blandt byens besøgende.

Indbyggere 3,2 mio.
Grundlagt 3000 f.Kr.
Sprog Græsk
Parthenon på Akropolis
Vidste du...

at Athen var demokratiets fødested. I 500 f.Kr. blev der vedtaget et system i Athen, hvor kvalificerede borgere direkte kunne stemme om love.

at det er en af de eneste byer, der har oplevet alle former for regering. Monarki, demokrati, socialisme, kapitalisme, kommunisme..., Athen har oplevet det hele.

Akropolis’ vidundere

På Akropolisklippen, højt hævet over byens hektiske liv, knejser de smukke, hvide marmortempler, der vidner om dengang, Athen viste verden vejen til demokratiet. Ud over at rumme fascinerende gudefortællinger om Zeus og Pallas Athene var det her, oldtidens store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres gang. Det er deres fortjeneste at Athen i dag kaldes for den europæiske civilisations vugge – her at moderne demokrati, naturvidenskab og filosofi har sin oprindelse.

På Akropolis kan man se propylæerne, det rekonstruerede Niketempel, det majestætiske Parthenon, der troner øverst på klippen, karyatiderne – de kvindelige søjlebærere – på det sagnomspundne Erechteiotempel og så kan man – ikke at forglemme - nyde en forrygende udsigt ned over Athen.

Gå også på opdagelse omkring verdens ældste teater - Dionysosteatret - hvor de største dramatikere Sofokles, Euripides og Aristofanes fik opført deres skuespil for et stort og begejstret publikum. Teatret ligger for foden af Akropolis og et stenkast væk er der desuden mulighed for at se Herodes Atticus teatret, der stammer fra romertiden og som stadig er i anvendelse.

Akropolis i Athen

Kulturens Athen

Historien er også inviteret indenfor på Athens museer. For eksempel på Det Nye Akropolismuseum, som blev indviet i 2009. Det Nye Akropolismuseum er en helt ny udstillingsbygning med 4.000 arkæologiske skatte fra Athens gamle byhøj, som her beskyttes mod byens ødelæggende smog. Her er bl.a. statuer og skulpturdele fra Parthenontemplet – kronjuvelen på Akropolis – og det er en offentlig hemmelighed at museet også skal medvirke til at signalere, at man nu er parate til at modtage de mange statuer og frisefragmenter fra templet, som findes spredt rundt om på museer i hele den vestlige verden – ikke mindst på British Museum i London, som har haft cirka halvdelen af skulpturerne i sin varetægt siden 1816.

Der er også grund til at sætte god tid af på rejsen til et besøg på Nationalmuseet for Arkæologi, der siges at huse verdens fineste og mest spændende samling af antik græsk kunst. Det klassiske Athen er også udstillet på byens metrostationer – for eksempel På Akropoli stationen, hvor der udstilles replikaer af friserne fra Parthenon templet og på Manastiraki metrostationen hvor der ligeledes er mulighed for at se arkæologiske artefakter i forbifarten.

Mindre stærkt går det på det spændende Folkemusikinstrumentmuseum, som ligger på Diogenous. Her er 1.200 instrumenter fra det græske fastland og øhav udstillet, og der er mulighed for at blive klogere på, hvordan de lyder. Et andet interessant museum er det historiske Benaki museum der udstiller bl.a. byzantinsk ikonografi samt klædedragter og våben fra 1800 og 1900-tallet. Der er flere gamle våben på Athens krigsmuseum – herunder gamle jagerfly og orientalske sabler – og på Athens bymuseum, i en bygning hvor den græske kong Otto og dronning Amalia en overgang boede i første halvdel af 1800-tallet, bliver Athens historie gennem de seneste 200 år oprullet.

Det Nationale Arkæologiske Museum i Athen

Athens grønne åndehuller

Athen har været befolket i mindst 3.000 år, men byens indbyggertal er vokset kraftigt i de seneste årtier. Havnebyen Piræus er smeltet sammen med Athen, og i dag bor her i alt ca. fire millioner mennesker. Det har skabt trafik- og forureningsproblemer, men siden Athen fik tildelt OL-værtsskabet er der gjort noget for at dæmme op for problemerne og der er flere gode åndehuller midt i Athen og i metropolens baghave.

Gå for eksempel en tur i Nationalparken, Ethnikos Kipos, der støder op til præsidentpaladset og statsministerboligen eller tag en tur med kabelbanen til Lykabettoshøjen. Her 280 meter oppe over Athen er der flot of fredfyldt udsigt over Athen.

Det græske parlament i Athen

Athens folkeliv

Ferie i Athen er også løssluppent folkeliv. Det skal opleves på barer og taverner i byens ældste bydel Plaka, i forlystelseskvarteret Psiri, i det forvandlede industriområde Gazi, som er blevet hipt tog mondænt samt på de farverige markeder og basarer, som Athen er så rig på. Det gælder ikke mindst det store loppemarked på Monastirakipladsen og Athens centrale marked, Varvakios Agorá, hvor slagtere og klarinetspillende folkemusikere sætter liv i Athens gamle markedshaller.

Gade i Plaka, Athen's ældste bydel

Sommerferie på Græsk

Nyd herlig sommerstemning og græsk folkeliv i Albatros’ favoritby på Peloponnes, den lille by Tolo.

4,5
  • 04-07-2024
  • 8 dage
  • 7.998,–
fra København