Fly skreg de
.jpg)
Fly skreg de...

Jeg flyver temmelig meget, fortrinsvist arbejdsrelateret, og det bliver jeg antageligt ved med, da det er nemt, bekvemt og hurtigt. Flyvning belaster klimaet som alt andet, vi foretager os. Men jeg tvivler på, at alverdens kampagner og udskamninger af flyrejser er andet end en overflødig gestus, der næppe får en mærkbar effekt på klimaet. Måske skulle man bruge kræfterne, hvor det batter.
Flytrafikken er ufattelig vigtig for hele kloden. Der er jo en årsag til, at mange regeringer understøttede flyindustrien med enorme beløb under corona epidemien, at man fortsat udbygger og moderniserer lufthavne overalt, og den danske regering har smidt nye 36 milliarder på bordet for kontrollen over Københavns lufthavn.
Alle regeringer ved udmærket, at verden, industrien, videnskaben og internationalt samarbejde, kort sagt klodens udvikling og sammenhængskraft, ikke fungerer uden flyvning. Der er heller ingen lande, der er interesseret i en skæv balance i turismeintægterne. Globaliseringen har nået nye højder, uanset om man bryder sig om det eller ej, og vores gensidige afhængighed stiger fortsat. Vores familie, venner og forretningspartnere befinder sig ofte tusinde kilometer væk, og vi vil kræve personlig kontakt med jævne mellemrum. Nogle vil sikkert indvende, at det kun gælder en mindre del af verdens befolkning underforstået de rige. Og hvad så? Resten af verden stræber efter at gøre det samme, og har ingen intentioner om at holde sig tilbage. Verden skrider bare fremad, således som den altid har gjort, og det er det, vi skal forholde os til.
Jeg har intet imod flyafgifter. Tværtimod. Det er nok den mest effektive måde at reducere drivhusgasserne på, forudsat pengene ender i bæredygtige projekter og ikke returnerer til alment forbrug, om end reduktionerne næppe nogensinde vil have større effekt bortset fra at øge uligheden.
Ser man på de objektive tal, udgør flyvning 2,5% af den globale emission af kuldioxid, men inddrager man alle forhold vedrørende flyvning stiger tallet muligvis til 4%, afhængigt af regnemodel, men tallet er i stigning. Det lyder måske ikke af så meget, men det ville da være fint at være foruden, indtil flyselskaberne har tilstrækkeligt bæredygtigt brændstof og bedre fly.
Halvdelen af dagens flyrejser er indenrigsflyvning fortrinsvist i de store lande USA og Kina, der endnu er helt afhængige af denne transportform. Godt 20% er fragt (ofte af fordærvelige varer) og omkring 15% til militær, officielle rejser og flymandskab. Forretningsrejser målt på dyre billetter udgør omkring 12%, men i dag foregår et meget stort antal forretningsrejser på turistklassepladser. Målt på udledning af kuldioxid må de egentlige turistrejser udgøre under 1%, hvoraf mange gælder besøg af familie og venner. Den teoretiske besparelse vil formodentlig være så begrænset og så spredt, at det næppe vil reducere antallet flyvninger betragteligt. Det batter jo ikke så meget, hvis hver flyvning er reduceret med 5 passagerer.
En del undersøgelser peger på, at der ikke er den store forskel på flyrejser og andre ferierejser, når det kommer til udledning af klimagasser. Folk bruger simpelthen de penge de har til rådighed, det er kun et spørgsmål om hvordan. Hvis man virkelig skal begrænse klimaaftrykket, kan det reelt kun ske ved forbrugsbegrænsning. Brug færre penge, men ingen bruger færre penge, ingen vil afstå, medmindre staten snupper skillingene (til klimasikring). Hvordan man end vender og drejer det, og uanset hvor mange der dropper flyrejsen, er der ingen reel mulighed for, at begrænsningen af den aktuelle udledning, kommer i nærheden af sølle 1%.
Kampagner mod flyvning er et besynderligt slag i luften, hvor man må undres over, at der overhovedet bruges kræfter på noget, hvor den givne succesrate er så elendig. Nogle gør godt nok en dyd af at pege på ulighed, men det har jo strengt taget ikke noget med klimamålet at gøre. Har man en politisk agenda, så bør man nok holde sig til den.
Jeg spiser ikke kød. Hvis alle fravælger kød, og man tilplanter de enorme arealer, der idag bruges til animalsk produktion, ville der ikke eksistere klimaproblemer, fødevaremangel, vandproblemer eller faldende biodiversitet. Man kan sådan set sige, at alle vores mange uoverstigelige problemer, måske slet ikke er så uoverstigelige. Der findes en løsning inden for skiven.
Det er selvfølgelig en utopi, Vi kommer ikke til at afskaffe kødet, men mindre kan sagtens gøre det. Vi kan nu fremstille kunstigt kød til alle kødhungrende, og vi kan endda beholde en stor del af husdyrproduktionen, måske halvdelen, og braklægge resten for klimaets, vandmiljøets og naturens skyld, og så bliver der nok også plads til en flytur. Der er realistiske ændringer i æteren. Hver give sig i himlens vold, som der står i Kongesangen.
Søren Rasmussen
Formand, Stifter