Nytårshilsen

image

Tak for 40 utrolige og spændende år

image

Kære rejsende

 

Nytårsaften 1985/86 var en ganske særlig begivenhed: sidste dag med løn og første dag på eget ansvar. Det første safariprogram i sort & hvid, med stavefejl og uklare billeder, var trykt. Nu ventede bare eventyrlystne gæster.

 

Det er foreløbig blevet til 40 års eventyr, med op- og nedture, heldigvis med god overvægt af førstnævnte. Således sluttede det forgangne år med endnu en pris som årets bedste rejsearrangør ved Danish Travel Awards, på toppen af sidste års pris som Danmarks bedste ejerledede virksomhed. Meget mere kan man ikke begære.

 

Stort og småt fra det forgangne og det kommende år

image

Året begyndte noget skidt, da vores nye system på helt eget initiativ meldte rejserne udsolgt gennem flere uger. Nu er intet så skidt, at det ikke er godt for noget, for vi begyndte at tænke over, hvordan vi kunne undgå at aflyse mange grupper. Problemet er nemlig, at luftfartsselskaberne kræver navnerapportering mindst tre måneder før afrejse, mens flere og flere rejsende bestiller deres rejse meget sent. Nu aflyser vi pladserne som krævet, men ikke rejsen og reserverer billetterne individuelt frem til afrejse.

Hermed bliver det sjældent nødvendigt at aflyse en rejse.

2025 blev året, hvor vi åbnede vores femte safarihotel; Honeyguide Conservation Lodge i Entabeni Reservatet i Sydafrika. En eksklusiv lodge med blot 10 værelser og en formidabel udsigt til savannevildt og Waterberg-bjergkæden. Samtidig er vores ældre lodge i området, Honeyguide Ranger Camp (15 værelser), blevet udråbt som en af verdens bedste hoteloplevelser af brugerne på Tripadvisor. Som et nyt højdepunkt i forbindelse med vores storvildtsafari viser vi vores naturbeskyttelsesprojekter, der bl.a. omfatter sorte og hvide næsehorn, gribbe, skildpadder, visse plante- og fuglearter, fjernelse af invasive arter med mere.

En af årets mere kedelige oplevelser var en regning på godt 20 millioner fra det danske skattevæsen for moms på rejselederlønninger, fordi man ikke mener, at rejselederne er en del af rejsen eller beriger denne. Som det eneste land i EU vil Danmark kræve moms af rejseledere fra Norge, Sverige og Finland. Mon der findes en eneste rejsende, der er enig med det danske skattevæsen?

 

image

Tilbage til de gode nyheder. Vores IT-applikation ”Min Rejse” er endelig på vej tilbage i en ny og stadig forbedret form. Her kan alle rejsende følge deres rejser, finde alle dokumenter og informationer samt kommunikere med os.

I løbet af det kommende år vil man også opleve, at rejserne står tegnet lidt skarpere, fordi vi kategoriserer alle vores rejser efter et veldefineret koncept, hvilket burde gøre det lettere at finde frem til den rigtige rejse. Vi vil tillige gøre mere ud af at fremhæve gruppestørrelser, hvor de fleste af vores rundrejser med indkvartering på forskellige hoteller typisk vil have 18 til 24 deltagere.

Vi kommer ligeledes til at gøre lidt mere ud af familieferier, hvilket vil sige rejser, der er tilrettelagt for voksne og børn, begyndende med kulturelle oplevelser efterfulgt af mere afslappende dage med eksempelvis strandferie.

Blandt årets store nyheder er et enestående ekspeditionskrydstogt rundt om Island på vores lækre nye skib Ocean Victory. Hertil kommer et nyt flodkrydstogt på Andalusiens eneste stykke farbare flod Guadalquivir med besøg i byerne Sevilla, Cadiz, Granada og Cordoba. En eventyrlig rejse i maurernes fodspor.

Vi har desuden store Kinarejser og genoptaget et krydstogt rundt om Seychellerne. En række nye store krydstogter og kulturrejser i såvel Sydamerika som Afrika er også på vej.

 

image

Som nogen sikkert har bemærket, nedtonede vi USA-salget og stoppede markedsføringen efter Trumps slagtning af Zelenskyj i Det Hvide Hus, men nu har vi besindet os.

Det må være folks egen sag, hvor de vil rejse hen. Til gengæld har vi doneret 60 brugte SUV-biler til Ukraines hær. I august kørte min kone Berit og jeg selv til Kyiv med den første sending og donerede samtidig min helt nye Landcruiser fra 2004.

Til sidst en lille reklame for min femte bog, der netop er udkommet med titlen ”På sporet af den tabte natur”. Den handler om biodiversitet, klima og om, hvad vi mennesker har gjort ved naturen siden Anden Verdenskrig.

 

Rigtig godt nytår!
Søren Rasmussen (Formand og stifter)