Tadsjikistan

En øde og barsk strækning langs den berømte Pamir Highway med Tadsjikistans sneklædte bjergtinder i baggrunden

Fakta om Tadsjikistan

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Tadsjikistan.

Indbyggere
Ca. 10,8 mio.
Hovedstad
Dusjanbe
Religion
Islam, hovedsageligt sunniislam
Valuta
Somoni (TJS)
Sprog
Tadsjikisk. Russisk er også udbredt.
Areal
Ca. 143.000 km²
Værd at vide

Tidsforskellen mellem Danmark og Tadsjikistan varierer, alt efter om Danmark har sommer- eller vintertid. Tadsjikistan har ikke sommertid og ligger på UTC+5 året rundt.

Sommertid: +3 timer
Vintertid: +4 timer

Prisniveauet i Tadsjikistan er generelt lavere end i Danmark, og især lokale måltider, drikkevarer og mindre indkøb er forholdsvis billige. På en rundrejse, hvor mange måltider er inkluderet, er behovet for lommepenge derfor begrænset.

Det er dog en god idé at medbringe kontanter til drikkevarer, snacks, souvenirs og andre personlige udgifter. Uden for de større byer er mulighederne for kortbetaling begrænsede.
 

Den lokale valuta er tadsjikisk somoni (TJS), som er opdelt i 100 diram.

Det er lettest at veksle kontanter i Tadsjikistan. Amerikanske dollars og euro kan veksles i banker og officielle vekselkontorer. Medbring gerne nyere og ubeskadigede sedler, da slidte eller beskadigede sedler kan blive afvist.

Tadsjikistan er fortsat i høj grad et kontantsamfund. Internationale kreditkort som Visa og Mastercard accepteres på nogle større hoteller, restauranter og forretninger i Dusjanbe og andre større byer, men man bør ikke regne med at kunne betale med kort overalt.

Der findes hæveautomater i Dusjanbe og de større byer, men uden for byområderne kan der være langt mellem dem. Vi anbefaler derfor, at du altid har et passende beløb i kontanter med dig.
 

Den internationale landekode for Tadsjikistan er +992.

Mobiltelefoner kan benyttes i de større byer og mange beboede områder, men i bjergområder og mere afsides egne kan mobildækningen være begrænset eller helt mangle.

Der findes Wi-Fi på mange hoteller og restauranter i de større byer, men forbindelsen kan være langsommere og mindre stabil end i Danmark. Skal du bruge din danske mobiltelefon til opkald eller data, anbefaler vi, at du undersøger priserne hos dit teleselskab inden afrejse.

Vi anbefaler, at du ikke drikker vand fra hanen i Tadsjikistan. Drik i stedet vand fra flaske, og sørg for, at flasken er uåbnet, når du køber den. Flaskevand kan købes mange steder.

På hoteller og større restauranter er toiletforholdene normalt udmærkede, mens standarden på offentlige toiletter og i landområderne kan være mere enkel. Det er derfor en god idé altid at medbringe lidt toiletpapir eller vådservietter samt hånddesinfektion.

Vejstandarden i Tadsjikistan varierer meget. I og omkring de større byer er vejene generelt gode, mens vejene i bjergområderne kan være smalle, ujævne og præget af de vanskelige terrænforhold.

Tadsjikistan er et meget bjergrigt land, og omkring 90 procent af landet består af bjerge. Det betyder, at selv forholdsvis korte afstande kan tage længere tid at tilbagelægge, end man måske forventer. Til gengæld byder køreturene ofte på imponerende udsigter over dale, floder og høje bjergmassiver.

Busser og andre køretøjer har ikke nødvendigvis samme standard, som vi kender fra Europa. Albatros benytter naturligvis den bedst mulige transport i forhold til de lokale forhold og den rute, vi skal køre.

Drikkepenge er ikke obligatoriske i Tadsjikistan, men det er almindeligt at give et mindre beløb for god service, især på restauranter og til lokale guider og chauffører.

På Albatros' grupperejser vil rejselederen normalt informere om, hvad der er passende at give i drikkepenge til lokale guider og chauffører.

Tadsjikistan har 220 volt. Stikkontakterne er hovedsageligt af type C og F med to runde ben, som også bruges i store dele af Europa. Danske stik med to runde ben kan derfor normalt anvendes uden adapter.

I mere afsides områder kan der forekomme kortvarige strømafbrydelser.

Tadsjikerne er generelt gæstfrie og imødekommende, og gæster bliver ofte mødt med stor venlighed og nysgerrighed.

Tadsjikistan er et sekulært land, men størstedelen af befolkningen er muslimer, og især uden for de større byer er samfundet forholdsvis traditionelt. Vi anbefaler derfor almindelig respektfuld påklædning. Ved besøg i moskeer og andre religiøse steder bør skuldre og knæ være dækket.

Spørg altid om lov, inden du fotograferer mennesker. Det er ikke tilladt eller velset at fotografere militære installationer, grænseposter, politi og andre sikkerhedsrelaterede bygninger og områder.

Tadsjikistan Rejser

Vi kunne desværre ikke finde nogen rejser lige nu. Tag et kig på vores rejseoversigt, hvor du kan finde alle aktuelle rejser og lade dig inspirere!